Folk hævder gang på gang, at religion er drivkraften bag krig. Eller den mildere udgave; at religion er afgørende, i den verdensomspændende vold vi er vidner til. Altså er det en kendt, og til tider anerkendt teori, at der er en nøje sammenhæng mellem religion og krig. Men hvad er egentlig baggrunden for påstanden, kan man blive fristet til at spørge..
Krig i nyere tid
Hvis vi tager et hurtigt kig på det 20. århundredes mest huskede krige, er det tydeligvis ikke religion, som ligger til baggrund for krigene. Var religion årsagen til 1. og 2. verdenskrig ? Udspringer nazismen fra en religion? Var Korea-krigen og vietnamkrigen et resultatet på en religion? Havde Zedong og Stalin underlagt sig en religion, eller var de som bekendt kommunister og ateister? Var Lenin ikke også ligeledes ateist? Hvad med besættelsen af Palæstina. – Beordrer det gamle testamente, til at udgyde palæstinensernes blod, for at vende tilbage til det forjættede land? Var krigen i Iraq, et spørgsmål om ressource-interesser, eller udsprang den af religion? Svarene er tydelige. Men alligevel bliver religionen stillet til regnskab. Det er komisk, at tænke på, hvordan religion får skylden i et århundrede, som nok er mere sekulariseret end noget tidligere århundrede..
Hvilken faktor spiller religionen?
Vi er nødt til at undersøge, hvilke redskaber, der bruges i håb om at opnå forskellige mål. – Det er her religion kommer ind i billedet. Det er dog altafgørende, at kunne skelne mellem religion som visse folk udøver den, og religion som den i teorien er. Altså mellem teori og praksis. At en kristen, muslim, hinduist, jøde eller buddhist udfører en grotesk handling, og tilskriver den sin religion, ændrer ikke på teorien af denne. Og når denne person, nu engang går imod teorien af religionen, og hermed Guds ord, er det derfor ikke på grund af religionen, at handlingen udføres, men derimod på trods af religionen. Når en person bliver taget til fange, og halshugget i islams navn, eller en abort praktiserende læge får bombet sin praksis, er det så religionens skyld? Nej, for igen: Det ændrer ikke på teorien, at en mand udfører en handling, og tilskriver den en given religion.
Religion (som bliver fordrejet og misfortolket) bruges som redskab, til at legitimere, overbevise og manipulere. Ovenstående eksempler viser, hvordan religion bliver brugt som understøttelse, af en vis handlingen. Det er dog kun et effektivt middel, pga. den ignorance og uvidenhed, som skygger de mennesker, der sluger den vanvittige udgave, af den pågældende religion. Det er et faktum, at der findes folk, som bliver påvirket og overbevist. – Ellers ville denne form for legitimation ikke virke, og hermed ikke udøves. Den anden gruppe, som heldigvis er den største, tager afstand fra sådanne handlinger. Men mange fra denne gruppe, begynder desværre snart at tro, at det er religionen som har ført til disse handlinger, når det nu engang forekommer således på overfladen. Men denne udledning er ukorrekt. At man på overfladen synes, at kunne nikke genkendelse til en sammenhæng mellem to vidt forskellige størrelser, burde ikke være nok til at optage denne opfattelse uden videre. De forfærdelige handliner udført i religioners navn, er grundet manglen på fornuft og rationalitet. – Og på trods af religionen, som tidligere redegjort for.
Religionskrige?
Religionskrig er også et ofte brugt begreb, for sammenhæng mellem religion og krig. Selvom man ofte støder på begrebet, hører det simpelthen ikke hjemme i nyere tid. Det er et misvisende og firkantet begreb. Verden er ikke så sort og hvid, som man somme tider får på fornemmelsen af. Hvor har vi set religionskrige i de seneste århundrede? Interne konflikter i forskellige religioner, er det, som bliver omtalt som “religionskrige”. Det er ukorrekt. Det er ikke krig religioner imellem, men konflikter i en og samme religion.
Religiøse fredskæmpere
Man kan ret firkantet stile påstanden om at religion er skyld i krig, op mod påstanden om at mangel på samme er skyld i krig. Ligesom terrorisme, krig og vold bliver tillagt forskellige religioner, kan kampen for fred og retfærdig tillægges religioner. (Uden at definitionen på terrorisme, krig og vold ædres!)
Lad os bare se på den store legende, den politiske og spirituelle leder Mahatma Ghandi. Han har fået titlen som frihedkæmper, idet han uden tvivl kæmpede for fred, frihed og retfærdighed. Og han var Hinduist. Meget religiøs endda. Ghandi levede efter de hinduistiske budskaber. – Og selv når han gik ud over hinduismen, tog han til lærer af andre religioner og historiske religiøse personligheder. Et smukt citat af Ghandi: “I learnd from Hussein how to achieve victory while being oppressed.” Her henviser Ghandi til den muslimske profet Mohammeds(sa) barnebarn Hussain(as), som på trods af undertrykkelse og vold, formår at reformere et samfund. – Og overvinder uretfærdighed med retfærdighed, på trods af at det kostede ham og hans familie livet. Hvis vi går ud fra, teorien som siger, at religion er årsag til krig og vold, kan vi herudfra konkludere, at religiøse personer hermed, også er voldelige personer. Og igen at meget religiøse, må være meget voldelige. Ghandi anses ikke blot som religiøs, men som meget religiøse. Og det kommer i hvert fald ikke i forlængelse af at han er meget voldelig!
Sandt eller bekvemt?
Det virker måske for nogle, som en befriende tanke, at kunne sætte et konkret ord på, hvis skyld det er, at det seneste århundrede har været præget af krig og død i en måske højere grad, end noget andet århundrede nogen sinde. Spørgsmålet er, om det er sandt, at religionen er årsag til krig, eller om religionen blot er blevet den bekvemme syndebuk for alle de dårlige gerninger?
Peace. Doa.
Jeg må indrømme at jeg ikke har været opmærksom på den udstilling. – Men det kan stadig nås!
. Doa's reflections . 